”Historien, karaktererne og storytelling” er det vigtigste
Pil Gundelach Brandstrup og Oskar Arulf fra Warner Bros. Discovery/HBO Max fortalte på et velbesøgt inspirationsmøde, hvilket scripted og dokumentar indhold de gerne vil producere i Danmark.
De mange deltagere i inspirationsmødet vidnede om den store interesse for, at streameren nu vil producere lokalt dansk indhold. Pil løftede sløret for, at det nordiske team over den næste måned bliver forstærket med erfarne kræfter: Anna-Klara Carlsten som scripted development executive og Nicole Nielsen Horanyi som head of documentary.
Anna Porse Nielsen modererede samtalen, og de fremmødte producenter var naturligvis nysgerrige efter at høre, hvad præcis streameren er på udkig efter. De vil producere et par store scripted serier om året og et par dokumentarserier, der naturligvis skal matche brandets 'high premium' kvalitetskrav. Og 'high premium' betyder for HBO meget gennemarbejdet storytelling. Det er de sidste ti procent, der gør indholdet til HBO-indhold.
En personlig vision
Både Pil og Oskar understregede flere gange, at de er et "storytelling company," som i høj grad ønsker at flytte grænserne for historiefortælling både i måden, hvorpå de fortæller historierne og i selve historien. Det er ligeledes helt afgørende, at der er én hovedvisionær, som står bag og brænder for historien og virkelig har noget originalt på hjerte.
Igen er historien, karaktererne og storytelling det primære, og Oskar forklarede, at man som seer skal få følelsen af, at "få lov til at kigge ind bag gardinet til en verden, som man slet ikke kender til." "White Lotus" blev nævnt som reference, men det skal være en specifik dansk historie med udgangspunkt i en dansk virkelighed.
Udvikling, udvikling, udvikling
Andre pointer var, at udviklingsfasen er en "holy grail" for dem, og at streameren er meget fokuseret på forfatteren ud fra mantraet "if it isn't on page, it isn't on stage."
I forhold til dokumentar så skal det naturligvis være nyt og med et specifik point of view og ikke nødvendigvis traditionelt journalistisk dokumentarindhold.
Det gode samarbejde med producenter er først og fremmest et nært samarbejde, og det blev igen og igen understreget, at det nordiske HBO-team er sat i verden for at kreatører kan fortælle deres historie - så hjælper teamet med det bliver den bedst mulige version af den historie. På spørgsmålet "hvordan kommer man i kontakt med jer?" var svaret, at man bare skal skrive. Enten til en fra teamet eller til den generelle mailadresse: Intake.nordics.hbo@wbd.com