Husk nu kulturen!

Desværre fyldte kultur ikke særlig meget i valgkampen, og uanset hvordan regeringskabalen går op, og hvem der sidder for bordenden, så har jeg en dybfølt bøn til vores nyvalgte politikere om at huske kulturen både i regeringsgrundlaget og det daglige politiske arbejde, skriver Anna Porse Nielsen.

This describes the image

I film- og tv-branchen har vi de seneste år været meget begunstigede af at have en kulturminister med magt og adgang til det famøse økonomiske råderum. Som Jakob Engel-Schmidt selv sagde på vores valgdebat i Falkonér Bio et par dage før valget; ”på kulturområdet kommer man utrolig langt for relativt få millioner kroner.”

Med ham i hjørnekontoret på Nybrogade har vi fået bl.a. kulturbidraget, en ny østdansk filmfond, en ekstra og meget tiltrængt håndsrækning til branchen ovenpå corona-krisen og sidst men ikke mindst produktionsrabatten. Der har netop været deadline for ansøgninger til den allerførste pulje, og nu venter vi spændt på at se, hvilke af de mange ansøgere, der får glæde af den nye ordning.

Der er nemlig ingen tvivl om, at selv om rammevilkår og strukturer er vigtige, så kan enkeltpersoner som engagerede kulturordførere og ambitiøse kulturministre være meget afgørende især på et ofte underprioriteret område som kulturen. Så snart der er sat navn på partiernes nye kultur- og erhvervsordførere og de nye ministre har forladt Amalienborg inviterer vi os selv på kaffe.

Inden valget blev udskrevet, havde vi været rundt hos de fleste og præsenteret vores ønsker til den nye medieaftale, og når den er forhandlet på plads, følger den næste filmaftale. Jeg håber, at vores nye kulturpolitikere også forstår, at kultur skal prioriteres på linje med andre politikområder. Som en af de eneste forsvarede jeg ”Rådet for kulturel modstandskraft”, og uanset om det overlever eller ej, så skal kultur skal spille en meget stærkere rolle i vores samlede beredskab.

Vores fælles fortællinger forener os som mennesker og medborgere. De formidler vores grundlæggende værdier som demokrati og ytringsfrihed, der netop nu er under et voldsomt pres flere steder i verden. Som bl.a. den afgående kulturminister har sagt, så spiller kulturen en meget vigtig rolle som vores spejl indadtil og vindue udadtil mod en usikker verden.

Anna Porse Nielsen, direktør i Producentforeningen

 

Opdateret 10. apr 2026

Vil du vide mere?