Ingen af os savner de timelange møder

En times effektiv fokustid om dagen og 10 ekstra fridage om året. Det lyder som en skøn fantasi, som mange kunne drømme om, men det er realiteten bag Superkraft hos Metronome og Nordisk Film TV. Ida Erbs Falkesgaard, administrationschef i Metronome og Nordisk Film TV deler deres erfaringer med projektet, som inspiration til, hvordan man kan forbedre arbejdsmiljøet i en hektisk hverdag.

This describes the image

Ida har i snart 3 år haft fast fokustid hver dag samtidig med alle hendes kollegaer. Nu kan hun slet ikke forestille sig at skulle undvære den dyrebare time. ”Hvis jeg har fx har haft et eksternt møde, så kan jeg jo mærke, at jeg mangler den time resten af dagen. Jeg får slet ikke det samme fra hånden”. 

I den kollektive fokuszone arbejder alle medarbejdere intensivt, fokuseret og uden forstyrrelser hver dag mellem kl. 10.30-11.30.

”Vi har en højtaler sat op, som kl. 10.20 annoncerer, at du har 10 minutter til at gå på toilettet og hente kaffe, for nu skal du snart i fokustid. Det gør alle, så man sidder fokuseret på sin plads i 25 min. med 5 min. hjernepause inden de næste 25 min.” forklarer Ida.

Som en del af projektet holder de også kortere møder på enten 25 eller 45 min. Man må kun indkalde til møder kl. hel og halv, så alle har mindst 5 minutter til en pause og lidt ro til hjernen efter hvert møde. Møderne skal også have en agenda, mødeleder og referat, som gør dem langt mere effektive. Endelig bruger medarbejderne også små og nemme hacks som at slå mailnotifikationer fra på mobilen og computeren, så de ikke bliver forstyrret hele tiden.
 

Afgørende at ledelsen gik forrest

Det var Metronomes direktør Tina Christensen, som fik idéen til Superkraft, der blev søsat i august 2020. Selskabet har brugt Pernille Garde Abildgaard, indehaver af Take Back Time, som konsulent. Hun har hjulpet med at implementere den såkaldte ’pomodoro-metode’ på først Metronome og siden Nordisk Film TV. Formålet var at skabe ’Danmarks bedste arbejdsplads’ med en bedre og mindre stressende hverdag i en branche, hvor man altid har skullet løbe lidt ekstra stærkt. Ida har været med i styregruppen fra begyndelsen, og hun understreger, at det har været altafgørende for projektets store succes, at ledelsen er gået forrest. 

”Det er uhyre vigtigt, at det kommer fra ledelsen. Vi skal jo vise, at det er det vi gør og være forbilleder. På mails har vi fx 24 timers svartid, så du kan ikke forvente, at folk skal svare om aftenen. Det er det signal, der bliver sendt, hvilket gør, at det bliver mere ’lovligt’. Det har været en stor kulturforandring, og det er megadejligt. Vi er også en branche med mange børneforældre, så vi er meget fleksible. Det er op til den enkelte, om man vil hente om eftermiddagen og så arbejde og svare på mails om aftenen.”
 

Man skal ikke stå til rådighed altid!

Ida har selv været i branchen i 12 år og har oplevet en markant ændring i arbejdsmentaliteten i den periode.

”Da vi først begyndte at få IPhone og fik adgang til mails på telefonen, kom det der med, at man altid skulle stå til rådighed. Med vores projekt har vi fået gjort op med den kultur og respekterer hinandens privatliv også om aftenen, og med fokustiden kan vi nå meget mere, mens vi er på arbejde.”

En af forklaringerne på projektets succes er, at det er alle medarbejdere i hele huset, som respekterer den kollektive fokustid. Eneste undtagelse er Go-redaktionerne på Nordisk Film TV, hvor det ikke fungerer, fordi de har kilder, som ringer hele tiden. Det samme er tilfældet, når medarbejderne er ude på produktioner.

”Det er jo svært, når man er ude og lave Nybyggerne og sidder i Skibby. Men når man har opstartsmøder på produktionerne, så taler man, om hvilke tiltag man så kan bruge.” forklarer Ida, som ikke lægger skjul på, at der var modstand mod projektet i begyndelsen.

”Vi blev jo mødt med ”nej det kommer aldrig til at ske, og hvad så hvis telefonen ringer?” osv. Men vi har jo meldt det ud til alle samarbejdspartnere, at vi kører det forsøg, så folk har vidst det. Så det varede ikke længe, inden folk fandt ud af, at det jo faktisk er meget fedt. Også dem der havde været lidt kritiske fra start af.”
 

En ekstra fridag den sidste fredag i måneden

Projektet er løbende blevet evalueret og tilpasset i styregruppen, og der er også stadig nogle redaktioner, der skal mindes om at overholde og respektere fokustiden. Guleroden med en ekstra fridag den sidste fredag hver måned betyder naturligvis også rigtig meget for medarbejdernes motivation, understreger Ida. Hun har ikke konkrete APV-tal, der kan dokumentere projektets effekt, men hun er ikke i tvivl om, at det har øget arbejdstrivslen blandt medarbejderne. 

”Vi kan se og mærke, at folk er meget glade for det. Fx har redaktionen på Masterchef indført deres egen fokustid på et andet tidspunkt på dagen, som passer med deres optagelser, og det er jo fordi, at det fungerer.”

For et år siden vandt Metronome Dansk Journalistforbunds Inspirationspris for Superkraftprojektet, som også har betydet meget for virksomhedens brand og omtale i branchen. Flere andre selskaber har ladet sig inspirere af projektet, bl.a. Strong, der også har indført fokustid. 

”Vi er kommet rigtig langt, og det er dejligt at høre ude i branchen ”Nå det er jer med Superkraft”. Den nye generation er langt mere kritiske, og det betyder meget for dem, at der er ordentlige vilkår på arbejdspladsen. Så det er ikke svært at tiltrække nye medarbejdere, og det er et stort plus. Os som arbejder herude, er stolte over at være et sted, hvor man passer godt på folk. Det er jo den bedste branding, at folk er glade”, konkluderer Ida.

Opdateret 5. feb 2025