Kun hver tredje danske film giver overskud
Danske film er en vigtig del af vores fælles kultur. De fortæller historier om det samfund, vi lever i, og giver os oplevelser, som vi deler på tværs af generationer. Men bag filmene ligger en økonomi, som er langt mere skrøbelig, end man måske forestiller sig. Producentforeningens nye indtægtsanalyse viser, at kun omkring hver tredje DFI-støttede danske spillefilm giver producenten et positivt investeringsresultat, skriver Anna Porse Nielsen, direktør, og Rasmus Andersen, projekt- og analysechef i Producentforeningen i et debatindlæg i MediaWatch 12. november 2026.
Samlet får producenterne kun omkring 80 procent af deres egenfinansiering tilbage. Det betyder, at producenterne i gennemsnit taber 20 procent af de penge, de selv investerer i filmene. At producere en dansk spillefilm er med andre ord forbundet med en betydelig økonomisk risiko, da producenterne kun i begrænset omfang får deres investeringer tilbage.
Det er værd at have med, når Folketingets partier netop nu forhandler en ny medieaftale, hvor DR’s og TV 2’s fremtidige rolle i finansieringen af danske film skal fastlægges.
Producenterne bærer størstedelen af risikoen
Analysen bygger på finansierings- og billetsalgsdata for 46 DFI-støttede danske spillefilm med premiere i 2022–2024. På den baggrund er der opstillet en økonomisk model, som belyser indtægterne fra biografer, øvrige visningsvinduer og kollektive rettighedsmidler samt fordelingen mellem de forskellige aktører.
Resultaterne viser, at producenterne bidrager med mere end halvdelen af den risikokapital, der investeres i filmene.
I et typisk år investerer producenterne omkring 59 mio. kr. af egne midler i danske spillefilm, men får kun omkring 47 mio. kr. tilbage. Når filmene beregnes som ét samlet regnskab, viser modellen et årligt underskud på omkring 18 mio. kr. for producenterne.
Vi har længe vidst, at det er vanskeligt at tjene penge på danske spillefilm. Men analysen giver os et mere konkret billede af, hvordan indtægterne fordeles, og hvor stor en del af risikoen producenterne faktisk bærer. Producenterne investerer betydelige beløb i filmene, selv om sandsynligheden for at få investeringen hjem er begrænset.
Det er især de store billetsucceser, der skaber positive investeringsresultater. I analysen er det kun gruppen af film med over 300.000 solgte billetter, der samlet giver producenterne et gennemsnitligt overskud.
Det betyder ikke, at produktionsselskaberne nødvendigvis giver underskud.
Analysen handler om afkastet af producenternes investeringer i de enkelte film – ikke selskabernes samlede driftsøkonomi. Men den viser, hvor vanskeligt det er at basere finansieringen af nye danske film på forventningen om, at tidligere investeringer bliver tjent hjem.
DR og TV 2 er en vigtig del af finansieringen
Det er på den baggrund, vi skal se DR’s og TV 2’s filmforpligtelser.
Når en dansk film skal realiseres, skal finansieringen sammensættes af en række forskellige kilder. Her spiller DR og TV 2 en vigtig rolle, både gennem deres økonomiske engagement og ved at bidrage til at gøre det muligt at tiltrække anden finansiering.
Det gælder ikke mindst film til børn og unge. På et lille sprogområde som det danske kan sådanne produktioner være vanskelige at finansiere, selvom de har stor kulturel betydning.
I den gældende aftale er DR forpligtet til at engagere sig i danske film for minimum 25 mio. kr. årligt, mens TV 2’s forpligtelse er minimum 20 mio. kr.
Producentforeningen foreslår, at begge filmforpligtelser øges med 25 procent. Det vil bringe DR’s årlige forpligtelse op på minimum 31,25 mio. kr. og TV 2’s op på minimum 25 mio. kr. Merinvesteringen skal målrettes film til børn og unge, mens antallet af film, som stationerne skal engagere sig i, fastholdes.
Samlet er der tale om en forøgelse på 11,25 mio. kr. årligt.
DR og TV 2 er helt centrale medfinansierende partnere for dansk film. Når vores analyse samtidig viser, hvor svært det er for producenterne at få deres investeringer tilbage, understreger det betydningen af en stabil og langsigtet finansiering. Vi ønsker derfor, at filmforpligtelserne styrkes, og at de ekstra midler særligt kommer film til børn og unge til gode.
Medieaftalen og filmaftalen hænger sammen
En styrkelse af DR’s og TV 2’s filmforpligtelser løser ikke i sig selv alle udfordringerne i dansk films økonomi.
Indtægtsanalysen rejser også spørgsmål om producenternes egenfinansiering, fordelingen af indtægter og de økonomiske vilkår, som filmene produceres under. Det er spørgsmål, som bliver relevante i forbindelse med den kommende filmaftale.
Men medieaftalen er et naturligt sted at begynde.
DR og TV 2 er ikke blot platforme, der viser danske film, når de er færdige. De er også med til at gøre produktionen af filmene mulig.
Derfor bør deres rolle som medfinansierende partnere have en tydelig plads i den nye medieaftale.
Om analysen
Producentforeningens indtægtsanalyse er udarbejdet i samarbejde med European Collection Agency og bygger blandt andet på finansieringsdata fra producenterne samt oplysninger fra DFI og PRD. Analysen omfatter 46 DFI-støttede danske spillefilm med premiere i 2022–2024. På baggrund af disse data og en række beregningsforudsætninger belyser modellen filmenes indtægter og fordelingen mellem de forskellige aktører.