Re:Frame Recap - Entertainmentretten LIVE

Seminar for alle der arbejder med indholdsproduktion
Den 28. september havde Re:Frame inviteret til et praksisnært seminar om juraen bag AI i underholdningsbranchen for alle, der arbejder med film- og tv-produktion. Juraprofessor Morten Rosenmeier og advokat og partner Jakob Plesner Mathiasen, mændene bag podcasten Entertainmentretten, leverede et spændende, sjovt og indsigtsfuldt oplæg om de juridiske spørgsmål, AI rejser i indholdsproduktion. 

Med afsæt i aktuelle cases fra film-, tv-, musik- og underholdningsbranchen, kom de bl.a. ind på emner som ophavsret, ansvarlig brug af AI, deepfakes og mærkningspligt. Som med alt andet, der omhandler AI, udvikler retsområdet sig hurtigt, men seminaret efterlod os alligevel med en række konkrete råd, der er værd at tage med i det daglige arbejde:

• Dokumentér din kreative proces, og gem dine prompts.

• Vær forsigtig med ”in the style of”-prompts og med efterligninger, der ligner eller kunne ligne virkelige personer.

• Hold øje med mærkningspligten for deepfakes.

• Anvend altid din sunde fornuft, når du bruger generativ AI, og vær særligt opmærksom på, hvilke oplysninger du angiver i dine ’prompts’. 

Hvis du vil dykke dybere ned i Rosenmeier og Plesners eksempler og analyser, kan du læse en grundig opsummering af deres gode pointer og råd herunder. 

Mønstre frem for kopier
Oplægget begyndte med den grundlæggende teknik bag AI. En AI-model lærer ud fra sandsynligheder og bliver bedre, jo mere data den får. Målet er, at modellen generaliserer. Det betyder, at den finder mønstre, så den kan håndtere data, den aldrig har set før. Kan den ikke det, ender den med at huske konkrete løsninger på bestemte data. Det kaldes ”memorization”.

Forskellen er juridisk vigtig: En model, der husker frem for at generalisere, kan gengive beskyttet træningsmateriale i sit output. Det kan udgøre en ophavsretskrænkelse, som brugeren ikke nødvendigvis opdager.

Du står til ansvar for dine prompts
En bruger bliver ikke ansvarlig alene ved at bruge et system, der er trænet på andres beskyttede materiale. Outputtet kan dog stadig være krænkende, og her spiller prompten en ny rolle. Tidligere måtte man gætte på, hvad en skaber havde tænkt, da denne skabte værket. Med AI kan hensigten ofte læses direkte i brugerens promts, og det gør det sværere at påberåbe sig god tro.

Især prompts af typen ”in the style of…” er en gråzone. Her pegede oplægsholderne på den nyeste udvikling i den mangeårige strid mellem produceren Moses Pelham og Kraftwerk. Sagen handler om et sample på to sekunder fra ”Metall auf Metall” fra 1977, som Pelham satte i loop på Sabrina Setlurs ”Nur mir” i 1997. EU-Domstolen fastslog i april, at sampling kan falde ind under undtagelsen for ”pastiche”. Den 3. september anvendte den tyske forbundsdomstol, Bundesgerichtshof, denne ramme på sagen og fandt, at Pelhams brug var lovlig efter de tyske regler, der har gjaldt siden juni 2021. Ifølge domstolen er det afgørende, om lyttere, der kender originalen, kan genkende det lånte element, og om det lånte indgår i en kunstnerisk dialog med originalen. Pelham havde flyttet et elektronisk musikelement over i en anden genre. 

Afgørelsen kan åbne for en vis brug af stilistiske lån, men man bør fortsat være meget forsigtig. Pastiche-undtagelsen er endnu ikke prøvet i forhold til AI-genereret indhold.

Ophavsret kræver kreative valg
Kan AI-genereret materiale overhovedet beskyttes? Udgangspunktet er, at kun mennesker kan få ophavsret. Det afgørende er, i hvilket omfang der er truffet frie og kreative valg. Bruges AI som et værktøj i en kreativ proces, kan der opnås beskyttelse. Overlades de kreative beslutninger til maskinen, kan der ikke.

Retspraksis trækker i den retning. En domstol i München afviste i februar 2026 at beskytte tre AI-skabte logoer. En af grundene var, at prompts som f.eks. ”gør klokken mere kunstnerisk” overlod designet til algoritmen. I en sag fra Düsseldorf blev beskyttelse afvist, fordi brugeren ikke kunne dokumentere sine kreative valg og i USA afviste myndighederne at beskytte værket ”Théâtre D'opéra Spatial”, selvom der var brugt mindst 624 prompts. Mange prompts reducerer altså ikke nødvendigvis tilfældighedselementet, og amerikanske myndigheder er generelt mere tilbageholdende end europæiske.

Brugeren står derfor ikke alene til ansvar for sine promts, som nævnt ovenfor, men brugerens promts bliver også væsentlige som dokumentation for det mere eller mindre frie og kreative valg, der er truffet ved brug af AI. 

Derfor var det oplægsholdernes anbefaling, at man altid skal kunne dokumentere sine prompts i den kunstneriske proces.

Deepfakes og mærkningspligt
Brugen af andres navn, udseende og stemme er i dag primært reguleret af den ulovfæstede personlighedsret og i grove tilfælde af straffeloven. Et dansk lovforslag vil indføre en ny beskyttelse i ophavsretsloven mod realistiske, digitalt genererede efterligninger af personer og udøvende kunstnere. Beskyttelsen skal gælde alle, ikke kun kendte, og løbe indtil 50 år efter personens død. Parodi og satire er undtaget.

Samtidig betyder AI-forordningens krav om gennemsigtighed, at deepfakes fra 2. august 2026 som udgangspunkt skal mærkes, så publikum kan se, at indholdet er skabt eller ændret med AI. For kunstneriske og fiktive værker gælder en lempeligere tilgang, mens reklamer og informativt indhold mødes af strengere krav, uden at vi dog har set dette prøvet ved domstole endnu. 

Virksomheden hæfter for sin AI
Den sidste del handlede om ansvar, når AI-systemer tager fejl. I Air Canada-sagen fra 2024 spurgte en kunde selskabets chatbot om rabat på en flybillet i forbindelse med sin bedstemors begravelse. Chatbotten svarede, at han kunne købe billetten til fuld pris og søge rabatten med tilbagevirkende kraft inden for 90 dage. Det var forkert, for ifølge Air Canadas regler skulle der søges før rejsen, og selskabet afviste derfor at give rabatten. Air Canada argumenterede for, at chatbotten var ”en separat juridisk enhed, der er ansvarlig for sine egne handlinger”, men det canadiske tvistløsningsnævn afviste argumentet og pålagde selskabet at betale erstatning. En virksomhed er ansvarlig for al information på sin hjemmeside, uanset om den kommer fra en statisk side eller en chatbot.

I en sag fra i år blev en tysk kosmetisk klinik holdt ansvarlig for vildledende markedsføring. Klinikkens chatbot havde på egen hånd tildelt to læger specialisttitler, de ikke havde. Retten fastslog, at en chatbot ikke er en tredjepart, men en del af virksomheden. I München blev Google ligeledes i år fundet ansvarlig for et AI-overblik, der fejlagtigt forbandt to forlag med svindel. Retten betragtede opsummeringen som Googles eget indhold og ikke som neutrale søgeresultater. Dommen er dog anket.

Tendensen peger mod et strengt ansvar, som sandsynligvis også vil omfatte mere selvstændige AI-agenter, der kan booke, bestille og forhandle på virksomhedens vegne.

Lyt til Entertainmentretten
Når generativ AI fylder mere i indholdsproduktionen, bliver en grundlæggende forståelse for de juridiske rammer relevant for flere – også for folk der ikke arbejder med jura til dagligt. Det handler om at opbygge en tilstrækkelig forståelse og mavefornemmelse for, hvordan teknologien bruges forsvarligt.
Vil du styrke din viden om jura og AI i indholdsproduktion, mens du bliver underholdt, kan du lytte til podcasten Entertainmentretten her.