Store forventninger til Zenia Stampe

Vi glæder os til samarbejdet med vores nye kulturminister, som har så stort og indgående kendskab til vores branche. Samtidig vil vi takke Jakob Engel-Schmidt for hans vigtige indsats for kulturen. Kultur har fået en fremtrædende plads i regeringsgrundlaget, og det er godt, at politikerne anerkender kultur som en essentiel del af samfundets demokratiske infrastruktur og afgørende for vores sammenhængskraft, skriver Anna Porse Nielsen.

This describes the image

Foto: Folkemødet/Martin Thaulow 

Det er meget positivt, at politikerne i det kommende medieforlig vil styrke dansk indholdsproduktion med særligt fokus på nyhedstilbud til unge, således som Producentforeningen har foreslået, så ”at alle generationer mødes af dansk indhold.” 

Det danske mediemarked er nemlig ikke længere alene drevet af nationale aktører men af globale platforme, der i stigende grad har kontrollen med både distribution, synlighed og adgang til publikum. Derfor er vi også taknemmelige for, at regeringen har fokus på, ”at den teknologiske udvikling ikke udhuler det kulturelle kredsløb, men sker på en måde, der respekterer skabere og rettighedshavere.” 

Det er godt, at Danmark vil gå forrest i EU for en hårdere regulering af tech-giganterne bl.a. gennem en øget skattebetaling til de europæiske samfund. Vi er naturligvis enige med regeringen i, at DR skal kunne klare sig bedre i konkurrencen med globale tech platforme bl.a. gennem tværgående og forpligtende partnerskaber. Derfor glæder vi os til at fortsætte dialogen om, hvordan vi som de eksterne producenter kan spille en endnu større rolle og levere indhold af høj kvalitet og i alle genrer.  
 
Vi ved, at djævlen ligger i detaljen, så vi er spændte på det mere detaljerede udspil til medieforlig fra regeringen, og vi glæder os til nu at indgå i dialog med politikerne om det allerede i næste uge på Folkemødet.  
 
På Folkemødet stiller vi sammen med Danske Skuespillerforbund disse spørgsmål ”Hvem forsvarer vores danske fortællinger og talenter? og "Hvad sker der med vores fælles fortællinger, hvis de primært formes af internationale hensyn? " til Lotte Lindegaard, indholdsdirektør på TV2, Alex Høgh Andersen, skuespiller og Kasper Fredshavn, CEO i Drive Studios og bestyrelsesleder i Producentforeningen. 

Den danske filmbranche har tradition for at skabe stærke fortællinger. Hvis vi skal fastholde den slagkraft, kræver det en målrettet satsning på dansk talent og på det produktionsmiljø, som udvikler det. Samtidig er det afgørende, at vi bliver ved med at fortælle vores egne nære og lokale historier. For uden denne prioritering risikerer vi, at det særlige danske greb bliver udvandet i mødet med internationale producenter og streamingtjenester, hvor globale økonomiske hensyn trumfer lokale perspektiver og kulturer. Men hvem har ansvaret - og hvor skal pengene komme fra? 

En anden stor udfordring er fremtidens publikum. Derfor inviterer vi sammen med Danske Biografer og Det Danske Filminstitut på ”En tidsrejse til biografen anno 2050.” Tine Fischer, direktør for DFI og jeg er ”piloter” og styrer denne workshop på ”Kulturens plads”, hvor Mathias Bro, filminstruktør, Katrine Vogelsang, direktør, Nordisk Film Produktion og Michael Valentin, direktør, Danske Biografer deltager sammen med en række repræsentanter for de politiske ungdomspartier og organisationer som Danske Gymnasieelevers Sammenslutning samt naturligvis alle interesserede i Allinge. 

AI er et omdrejningspunkt i regeringsgrundlaget og også på Folkemødet. I samarbejde med Dansk Skuespillerforbund, TvMF - Tv, Musik & Film i Danmark og Dansk Musiker Forbund er vi medarrangør af ”AI i kunsten: Betyder det noget, hvordan kunsten bliver til?” hvor DJ Noize, DJ og producer, Jakob Sand Kirk, selvstændig arbejdsmarkedsekspert, Sand Kirk ApS, Benjamin Boe Rasmussen, forperson, Dansk Skuespillerforbund og Thomas Sandberg, forperson, Dansk Musiker Forbund, medvirker. 

Endelig deltager jeg også i Dansk Skuespillerforbund og Dansk Musikerforbunds debat om ”Pension for prekære – fra fælles problem til fælles løsning” sammen med Camilla Schjølin Poulsen, privatøkonom, PFA, Peter Mark Lundberg, direktør, Dansk Scenekunst, Benjamin Boe Rasmussen, forperson, Dansk Skuespillerforbund og Thomas Sandberg, forperson, Dansk Musiker Forbund. 

Jeg glæder mig til nogle intense dage i Allinge med vigtige samtaler, og det som er og bliver essensen af Folkemødet; mødet med både dem vi kender, og dem vi ikke kender endnu. 

Anna Porse Nielsen, direktør, Producentforeningen 

Opdateret 3. jun 2026

Vil du vide mere?