“Vi vil være mere proaktive i vores kommunikation og rådgivning”

Kort før sin sommerferie gør Christine Vestergård Hüttel status over de første 4 måneder som chef for det nye jura og kommunikationsteam i Producentforeningen.

This describes the image

- Da jeg begyndte 1. marts, var foreningen i gang med en stor markedsanalyse og en intern medlemsanalyse, som gav et godt afsæt for det strategiske arbejde med udvikling af koncept for foreningens juridiske arbejde og rådgivning af medlemmerne. Undersøgelsen pegede meget tydeligt på, at det er det politiske og juridiske arbejde samt arbejdet med data og analyser, der er de centrale værditilbud for medlemmerne, forklarer Christine.

Med afsæt i de analyser og i samarbejde med sine kolleger har hun udarbejdet en ny og mere tydelig ramme for det juridiske arbejde, der er afstemt med foreningens ressourcer og strategi, og den er netop blevet godkendt af bestyrelsen. 

Nye principper for juridisk rådgivning

- Vi ønsker at sikre den mest kvalificerede rådgivning med størst værdi for flest mulige medlemmer. Sammenlægningen af jura og kommunikation giver rigtig god mening, fordi vi ønsker at være mere proaktive i vores kommunikation og rådgivning af medlemmerne. For at kunne sikre bedre vidensopsamling er vi lige nu i gang med at implementere en række nye interne systemer, der skal kvalificere den rådgivning vi giver medlemmerne både individuelt og kollektivt.

This describes the image

Videndeling var også omdrejningspunktet for et stort møde 17. juni, hvor Producentforeningen havde inviteret jurister fra hele branchen sammen med juristerne i Producent Rettigheder Danmark

- Det var især AI, overenskomster, rettigheder og internationalt samarbejde, som vi havde en god og konstruktiv samtale om, siger Christine og tilføjer;

- Arbejdet med AI og de juridiske problemstillinger forbundet hermed er komplekst, og derfor arbejder Producentforeningen på at kunne udsende en række anbefalinger til vores medlemmer efter sommerferien.

Christine forudser et travlt efterår med mange forhandlinger om overenskomster og aftaler på dokumentar,- reklame,- og tv-området. Hun har med sin mangeårige erfaring fra både Dansk Skuespiller Forbund, Danske Filminstruktører og KODA et meget indgående kendskab til hele branchens komplekse økosystem.

- Vi ser frem til at komme i gang med de forhandlinger, fordi vi som arbejdsgiverorganisation bærer et stort ansvar for at sikre gode og tidssvarende vilkår. Det er vigtigt både for vores medlemmer, men også for branchen som helhed, fordi Producentforeningen ønsker at være en god og professionel samarbejdspartner og et vigtigt samlingspunkt for den danske film- podcast- og tv-branche.

Christine bliver også involveret i foreningens arbejde med de politiske forhandlinger om nye film- og medieaftaler, som vi forventer i høj grad også kommer til at præge efteråret/vinteren 2026.

- Foreningens arbejde med at præge de rammevilkår som politisk fastlægges for branchen er helt essentielt, og jeg glæder mig meget til også at kunne bidrage til den del, slutter Christine.

 

Opdateret 1. jul 2026