Inspirationsmøde: Bliv klogere på EIFO-lån til film- og tv-branchen
Flere film- og tv-producenter har fået lån fra EIFO – Danmarks Eksport- og Investeringsfond (tidl. Vækstfonden). På dette inspirationsmøde kan du møde Pernille Pedersen Pape, Kundechef i EIFO, som fortæller om lånemulighederne. Anders N.U. Berg, CEO & Head of Development, Fredo Pictures, og Andreas Dalsgaard, adm. direktør i Elk Film, deler deres erfaringer med lån fra fonden.
Pernille Pedersen Pape, Kundechef i EIFO, indleder med at forklare, hvilke former for lån fonden kan tilbyde. Kreative virksomheder som film- og tv-producenter er specielle, og derfor vil der ofte være tale om helt individuelle løsninger, der er tilpasset den enkelte virksomhed.
Det gælder også de to cases, som vi præsenterer på inspirationsmødet: Dokumentarfilmselskabet Elk Film og udviklings- og fiktionsselskabet Fredo Pictures, der begge har fået lån fra EIFO til at finansiere udviklingsfasen. En udfordring med filmfinansiering er, at støtten og indtægterne kommer sent, og især dokumentarprojekter har en lang udviklingsfase, som er dyr og vanskelig at finansiere. Her kan EIFO i nogle tilfælde være en god løsning.
Mediawatch skrev i september 2024 om Elk Film, der er blandt de første filmproducenter, der gør brug af EIFO-lån: ”Renten er ikke lav, ca. 10 pct., og lånets løbetid er seks år. Men den særlige finte er, at lånet først bliver aktuelt, når Elk Film har fundet et projekt, som skal finansieres. Låneaftalen indeholder også et krav om matchende finansiering, hvilket sikrer, at projektet er valideret af markedet, og det indebærer, at statens bidrag maksimalt kan dække halvdelen af et projekts budget”.
På mødet vil Andreas dele sine erfaringer med denne form for finansiering.
Tilsvarende vil Anders N.U. Berg, CEO & Head of Development, Fredo Pictures, der arbejder med både spillefilm og seriefiktion gennemgå, hvordan deres selskab har anvendt lånemuligheden fra EIFO på en kommende fiktionsserie.
Inspirationsmødet er åbent for alle, både medlemmer af foreningen og øvrige interesserede, men vi forbeholder os ret til at prioritere foreningens medlemmer, hvis der er flere tilmeldte, end vi har plads til. Mødet finder sted i foreningens lokaler på Bernhard Bangs Allé 25 på Frederiksberg (meget tæt på Lindevang Metrostation).
Mødet er fysisk for at give deltagerne mulighed for at møde hinanden, men kontakt os på info@pro-f.dk, hvis du kun har mulighed for at deltage digitalt.